The titel page of one of the best books written about the Great War

It is 97 years since the Battle of the Somme, where British society lost its innocence and the 20^th century began. One of the best novels written about this event is ”Her Privates We” by Frederic Manning, which I found in a second hand bookshop (the book, that is, not Manning - he’s buried in Kensal Green Cemetery). It is a surprisingly modern book about a horrible war, written by a tormented man who was there.

Manning was born in 1882 in Sydney, Australia but he moved to England in 1898, pursuing a career as a writer. He joined the British Army in 1915 as a volunteer and fought at the Somme in 1916 and was sent to Ireland in 1917 with a soul damaged for life. Her Privates We is an account of his experience in the trenches. It is often compared to Erich Maria Remarque’s Im Westen nichts Neues (All Quiet on the Western Front) that was published the same year in Germany. I however think Manning’s book is even better. His first draft was printed in 1929 under the title ”The Middle Parts of Fortune” in just 500 copies, but the language was too strong for public opinion. An expurgated version was printed in 1930 under a new title, ”Her Privates We,” which is an expression taken from Shakespeare’s “Hamlet”. The main character in the book is Bourne, the name of the town in Lincolnshire where Manning lived. Bourne is an intellectual like Manning, who tries to stay sane and survive in the madness of war, but our hero does not survive the adventure. Like Hamlet, he too lies dead in the scene at the end of the book.

I was touched by it and suffered along with Bourne/Manning, who reminded me of another hero of mine, Bernard Samson, from Len Deighton’s spy stories written 50 years later. There’s a similar style of writing and the protagonist has the same disrespect for his superiors. ”Her Privates We” was published anonymously, under Manning’s military number ”Private 19022” and he was not credited as the author until 1943. This was some time after his death in 1935, caused not by German grenades but too many cigarettes and too much alcohol.

Min klumme i Berlingske Business Magasin den 21. feb. 2013:

“Achieve Something Remarkable”. Jeg er fascineret af udtrykket på plakaten. Jeg tror det er på tide vi igen hæver blikket, lægger vanskelighederne bag os og genfinder ambitionerne, som jeg skriver i min seneste klumme i Berlingske Business Magasin:

“Fremtiden skal trække”, sagde den sydafrikanske coach Kobus Neethling, som jeg mødte med en kop kaffe i hånden i networking-mylderet efter et seminar i Bruxelles. Og Neethling er ikke en hvem-som-helst. Han står bag en stribe epokegørende skoleprogrammer i Sydafrika og var mentalcoach for landets berømte rugbylandshold. “Når du står op om morgenen, skal du glæde dig til dagen foran dig, og når du tænker endnu længere frem, skal du fyldes med energi og optimisme. Du skal have en positiv dagsorden i dit liv.”

Finanskrisen - eller hvad vi efterhånden skal kalde den - har neddroslet det private og offentlige erhvervsliv, så der kun har ét eneste fokus tilbage: at skaffe sig af med flest mulige mennesker og erstatte dem med teknologi. Det er i sig selv ikke underligt, for stort set alle organisationer kæmper med økonomiske problemer, og lige så mange år tilbage, man har målt, har halvdelen af erhvervslivets omkostninger været løn til ansatte. 

Krisen de seneste fem år har forandret erhvervslivets kommunikation radikalt: Vi er holdt op med at tale om ekspansion og fremgang. Vi har i stedet udviklet et “problemsprog”. Læs aviserne, se tv-programmerne og hør, hvad de siger til møderne! Virksomhedsledere og politikere taler om deres vanskeligheder i det uendelige, og deres kreativitet er rettet mod løsningen af strukturelle problemer med rødder i fortiden. Erhvervslivets kommunikation hænger fast i alle problemerne.

Fremtiden er holdt op med at trække i det danske samfund!

Jeg får kuldegysninger bare jeg skriver det på computeren. Det her holder vi ikke til i yderligere fem år! Vores toneangivende ledere er nødt til igen at tale om fremtiden. Selvom der er problemer, må de løsrive sig fra dem. De må sætte andre til at tage sig af lækken i skroget og ilden i maskinrummet og selv tage fat på det vigtigste, nemlig at kommunikere ny retning og nye mål.

 Mens jeg skriver dette, fejrer Richard Branson sit 40 års jubilæum og jeg har lige fået hans seneste tweet: 40th anniversary of Virgin Records UK. Great time to celebrate rich history, but also look ahead to exciting future. Virgin-selskaberne og Branson lever i den samme verden som os, men i dem trækker fremtiden. Branson er vild med Mars-ekspeditioner, drømmer om rumturisme og har hele tiden nye planer under opsejling.

At vende fem års nedtur er en enorm kommunikationsopgave for dansk erhvervsliv. Ikke at det kræver mange penge eller mange mennesker, tværtimod; men det kræver, at topledelsen i hver underdrejet dansk virksomhed har styrken til at ryste problembyrden af sig og kommunikere en dagsorden, der strækker ind i en lys fremtid.

Topledelsen er ene om at kunne løfte en sådan opgave. Alles øjne er rettet mod toppen og alle venter på, at ledelsen tager sit lederskab tilbage og fortæller os om deres visioner for fremtiden.

Mere strategisk bliver kommunikation ikke.

Ikke desto mindre, er det hér, mange topchefer svigter. Jeg forlanger ikke, at de skal kommunikere en færdig løsning, endsige et konkret mål. Jeg taler om, at de skal sætte en dagsorden, der repræsenterer nye muligheder, og med de nye muligheder vil følge en voksende kreativitet.

“I det problem-orienterede univers, er mennesker underlagt snærende rammer, som blot giver plads for ordinær kreativitet. Men så snart vi bryder ud af cirklen, bryder reglerne og gribes af de nye muligheder, får vi meget lettere ved at finde nye løsninger”, siger Neethling.

 Selvfølgelig har han ret. Og selvfølgelig kan vi tale os ud af det her. Det kræver blot, at landets direktioner og bestyrelser opgiver deres problemsprog og opstiller en positiv dagsorden, der sætter tiden igang igen og bringer os andre med tilbage til fremtiden.

Kobus Neethling: fremtiden skal trække

Min klumme i Berlingske Business Magasin den 7. feb. 2013:

Den 21-årige “community manager” Poppy Rose Cleere tweetede live fra den seneste fyringsrunde hos det gamle britiske musikselskab HMV, mens marketingdirektøren løb i cirkler og ikke anede hvordan han skulle stoppe hende.

Marketingchefen for den britiske detailkæde HMV og en håndfuld af kollegerne på direktionsgangen fik i forrige uge varmet ørerne gevaldigt efter at have fået deres mangel på indsigt i de sociale medier udstillet i fuld offentlighed. Øretæverne blev uddelt af den bare 21-årige Poppy Rose samtidig med, at hun og 189 af hendes kolleger blev fyret af HMV’s HR-afdeling. Poppy Rose, der indtil fyringen var HMV’s “community manager” og ansvarlig for Twitter og Facebook, live-twittede nemlig hele fyringsmødet over den officielle HMV-twitter konto:

“Vi tweeter live fra HMV’s fyringsrunde”, skrev hun. “Det er så spændende! Der er mere end 60 af os, der bliver fyret på én gang. Det er en massehenrettelse af loyale medarbejdere, som elsker deres firma. Og de skyldige, der ødelagde virksomheden, går fri - hoorrey!”….”Og nu kan jeg høre vores marketingdirektør råbe: “Hvordan slukker jeg for Twitter”.

Ledelsen løb forvirret frem og tilbage og anede ikke, hvad den skulle stille op og først efter 20 minutter lykkedes det marketingdirektøren at få pillet de kompromitterende tweets af nettet.

Men på det tidspunkt var de allerede re-tweeted og opfanget af 65.000 mennesker, og historien spredtes herefter videre til de britiske nyhedsmedier.

HMV står for His Master’s Voice og kendes af de fleste på logoet med hunden, som sidder og hører på en gammel grammofon; selskabet har 91 år på bagen og indtil for nylig beskæftigede kæden over 4.500 medarbejdere i musik- og filmbutikker over hele Storbritanien. Men internethandel og streaming af underholdning har ødelagt kædens forretningsgrundlag og i midten af januar kastede ledelsen håndklædet i ringen - man manglede 3 milliarder kroner -og Deloitte gik ind som administrator i forsøget på at redde mest muligt af forretningen - præcist det samme som i øvrigt er sket for det britiske Blockbuster.

Men udstillingen af HMV ledelsens hjælpeløshed over for de sociale medier er ikke forbi. Dagen efter fyringerne sender Poppy Rose endnu en tweet, hvor hun gør opmærksom på,

at det fortsat er hende, som har kontrollen over HMV’s twitter og facebook. Hvis de selv vil styre det, er de nødt til at gå ind og ændre i opsætningen, og hun sørger derfor for, at en anden medarbejder bliver sat på som ansvarliog for facebook og giver chefen passwordet til twitter.

Poppy Rose har den efterfølgende dag behov for at forklare sine handlinger og skriver på sin egen twitter konto @poppy_powers:

“Jeg burde undskylde for mine tweets, men jeg følte, at nogen måtte tale ud. Nogen uden familie at forsørge, nogen uden terminsudgifter. Jeg følte, at jeg var den sikreste person til dette. For ikke at nævne, at jeg ønskede at vise de Sociale Mediers magt over for dem, som nægtede at lade sig uddanne. Siden jeg startede som frivillig, har jeg arbejdet utrætteligt på at uddanne erhvervslivet i vigtigheden af de sociale medier - ikke som et kortsigtet kommercielt værktøj men som et værktøj, der kan styrke kunderelationer og sikre øjeblikkelige tilbagemeldinger fra de kunder, som har holdt os kørende i over 91 år. Mens mange kolleger forstod og støttede dette, var det især de ældre og mere fremtrædende medarbejdere, som aldrig syntes at forstå dets vigtighed. Jeg håbede, at dagens handlinger én gang for alle ville vise dem de sociale mediers betydning…og nu er det nok bedst, at jeg holder lav profil i en periode”

På sin twitter-profil skriver Poppy Rose om sig selv,  “har skabt problemer siden ‘91” - og hun har også gemt et billede med teksten “Keep Calm and carry on? No I’d rather raise hell and change the word!” Det er tydeligvis rigtigt; men jeg må også sige, at jeg godt kan lide Poppy Rose. Hun har passion og ansvarsfølelse og gør livet let for en klummeskribent, når hun selv forklarer så tydeligt, hvorfor den øverste ledelse ikke længere kan tillade sig at ignorere de sociale medier.

Jeg synes det er tankevækkende at HMV er ved at lukke nu efter 91 års fremgang. Tænk på logoen: hunden og grammofonen, som var varemærket for butikken, der åbnede i 1921 på Oxford Street. I næsten et århundrede har virksomheden udviklet sig, fordi man passioneret hele tiden har taget de nye medier til dig. Nu lukker man, fordi man har glemt at gøre det.

Det amatørisme i renkultur! Marketingdirektøren aner ikke, hvordan man twitter og fyrer den ansvarlige for de sociale medier uden overhovedet at tænke på at sikre sig hendes password til virksomhedens kommunikation med omverdenen.

HMV’s 92-åroge flagskib på Oxford Street er som alle andre detailforretninger truet af nye teknologier og nye tider - det samme fænomen som i sin tid gav His Master’s Voice chancen på underholdningsmarkedet 

Jeg har travlt for tiden. Jeg er i gang med at forberede en workshop om globale tendenser den 28. februar i the Hub ved Kings Cross. http://www.incepcion.co.uk/workshop.php

Der en en million ting, som skal falde på plads inden alt er som det skal være og jeg kan tillade mig at sætte mig ned og skrive om andet end arbejde: website, deltagere, lokaler, markedsføring, catering og salg.

Jeg går fra det ene møde til det andet og indimellem deltager jeg i forskellige meetups. Meetups er ret udbredt her i London. Det er en slags dating for forretningsfolk og entreprenører: man melder sig til en gruppe, som passer til ens interesser; der er meetups for finansfolk, kreative erhverv, it-nørdet etc. Man møder så bare op med lommen fuld af visitkort og sørger for at tale med en masse mennesker og går bagefter hjem med et netværk, som er en halv snes mennesker større end da man kom. I forgårs var jeg til creative meetup i Brixton syd for Themsen og i går havde det danske handelskammer “Nordic Thursday Drinks” på Portman Square - blændende arrangement. Det er ikke bare fornøjelse; det er seriøst arbejde. Forudsætningen for at lave forretning er at have et godt netværk - og inden for den seneste uge har jeg samlet 30 nye visitkort, etableret 10 nye værdifulde forbindelser til andre erhvervsfolk i London, fået ideer til et par mulige fremtidige projekter og planlagt fire nye møder.

En andet hip fænomen i London er klubberne. Der er et utal af dem og de fungerer primært som arbejdspladser for den kreative klasse og rammer for forretningsmøder. Kontorer i London er som byens hotelværelser: små, støvede og kedelige. Jeg er selv medlem af Adam Street Club nede ved The Strand - fedt sted - og var i forgårs til opklaringsmøde med en mulig samarbejdspartner i Hospital Club ved Covent Garden - endnu federe sted. 

Og nu kommer jeg til det, jeg egentligt ville fortælle. For at nå det hele, kører jeg ustandselig med the tube; de fleste hader den - jeg elsker den; jeg kender londons undergrund bedre end byen ovenpå. The Tube har i år 150 års jubilæum og transportsystemet er i dag lige så genialt som da det blev introduceret for 150 år siden. Det er faktisk det, hele mit arbejde og min kommende workshop handler om: hvis man designer sine løsninger i harmoni - ikke blot med den tid man lever i men også med den fremtid, man står over for - så laver man tidsvarende løsninger, som bliver bedre og bedre med årene..

Og hvad laver jeg så i al den tid under jorden?

Jeg ser på alle de fantastiske plakater, som hænger i the london underground. Jeg elsker dem, og når jeg nu ikke har tid til at skrive kreativt som jeg gerne vil, så kan jeg i det mindste tage billeder af de sjove og interessante London Tube Posters: her er min seneste :-)

Det er koldt i Dublin. Det var lunt i London, da jeg gik forbi Charing Cross med Adele og Skyfall i ørerne og følte mig som James Bond, men her er der hundekoldt. Jeg har måttet investere i en sweater i H&M og i morgen bliver det regnvejr.

Jeg fandt ellers en irsk 5-pundseddel på gulvet i lufthavnen inden jeg gik gennem sikkerhedskontrollen, men jeg har lige opdaget, at irerne er gået over til euro. Pinlig uvidenhed, der fortæller, hvor længe siden det er, jeg har været i Irland. Men nu passer jeg på i min lykkeseddel, som har masser af Irish Luck; hvordan kunne den vide, jeg skulle til Irland?

Dublin er en by med hverdagsmennesker, der godt kunne trænge til noget nyt tøj. Irerne er for Gud ved hvilken gang ramt af krise, skabt af internationale finansfolk, og velstand ser man ikke meget til. Her er kun almindelige flittige folk, der gerne arbejder om søndagen og har sat store drømme på lavt blus. Mødre i nussede dynefrakker og joggingbukser med en billig klapvogn, hvor et rødhåret barn nummer to holder fast i stangen for ikke at blive væk i menneskemylderet. Alt i byen sælges med 20 % rabat. Dog ikke Irish Times, som til gengæld skænker 20 % af salgsprisen til velgørende formål.

På shoppinggaden Henry Street står tre unge og spiller fed musik foran et stormagasin; der er meget talent i verden og jeg smider en euro i guitarkassen for at det hele ikke går tabt; jeg bliver stående i kulden og hører et par numre mere, nu jeg har betalt for det. Længere henne ad gaden foran restauranten The Church, der vitterligt er en ombygget kirke, står en ung kvinde i gul vest og tilbyder forbipasserende et gratis måltid mad. “Feeding The 5000” står der på hendes skilt.

“En tredjedel af al mad i havner i skraldespanden”, fortæller hun. “Det er uanstændigt i en verden, hvor folk sulter. Det gør vi opmærksom på med vor kampagne, så madspildet kan holde op. Kunne du ikke tænke dig et gratis måltid? Vi serverer det på Wolfe Tone Park, her lige bag ved kirken”

Det er typisk irsk, at bekymre sig om madspild. I 1847 blev Irland ramt af kartoffelpesten, der fik hele landets livsgrundlag til at rådne i jorden. En million mennesker døde af sult og halvanden million udvandrede for at overleve. Det er mere end 150 år siden, men respekten for for mad sidder stadig i folkesjælen. Irland er det land, der statistisk giver mest per indbygger under internationale nødhjælpsindsamlinger.

Jeg siger pænt nej tak til det gratis måltid af overskudsmad fra supermarkederne. Ikke fordi jeg tvivler på kvaliteten, men fordi jeg har en umættelig svaghed for fish and chips, så jeg går i stedet ind i The Church for at få min lyst styret og sidde og læse og skrive i fred.

Min computer er løbet tør for strøm; jeg finder i stedet en papirspose fra en Spar købmand. Der er Spar supermarkeder allevegne i Dublin, og bæreposen må udgøre mit manuskriptpapir for fyldepennen. Never have a favourite weapon!. Gennem vinduet kan jeg se ud til de store telte og dampende kødgryder, hvor unge mennesker i gule veste løber frem og tilbage og tilbyder gratis mad. De har et taknemmeligt job.

Min sympati for irerne kan i øjeblikket føles helt ud i kroppen. Her på Europas yderste kant strider høflige, venlige og humoristiske mennesker, der ligner dem jeg kender, for deres overlevelse. For nogle måneder siden så jeg en udsendelserække i fjernsynet om Europas historie. Serien hed “We Europeans” - og udtrykket “vi europæere” fik mig til at indse, hvor meget jeg har til fælles med de 400 millioner andre mennesker i min verdensdel, hvis historier er filtret ind i hinanden.

Som jeg sidder der i den gamle kirke og spiser fish and chips er jeg glad for at dele europæisk skæbne med irerne..We Europeans..de har prøvet det her før og skal nok også klare det denne gang sammen med os andre.

Walter Tull - første sorte officer i den britiske hær - og inspirationskilde til en ny bog.

Jeg har sendt en mail til den engelske forfatter Michael Morpurgo og spurgt, om vi ikke kan mødes over en kop kaffe næste gang han kommer til London. Morpurgo er mest kendt for bogen “War Horse”, som Spielberg filmatiserede, men det er ikke derfor, jeg vil tale med ham. Det er fordi, han har skrevet en ny bog, “A Medal for Leroy”, men det er i virkeligheden heller ikke derfor, jeg vil tale med ham. Det er mest, fordi han tænker, som han gør. 

Michael Morpurgo blev interviewet i fjernsynet i morges efter et indslag om en død militær brevdue fra 2. verdenskrig, hvis skelet blev fundet bag en skorsten forleden - 70 år efter krigen og stadig med et kodet budskab om benet! Nu er kodningseksperter fra det berømte Bletchley Park gået igang med at dechifrere budskabet.

Morpurgo var helt oppe at køre over historien.

” Det er sådan man får inspiration til at skrive en bog”, jublede den snart 70-årige bestseller forfatter og fortalte om en anden sand og fantastisk historie, der havde inspireret ham til at skrive sin nye roman. “A Medal For Leroy” handler om en sort dreng, der som ganske lille mister sin far, en Spitfire pilot under 2. Vedenskrig. 

Hotspur’s Walter Tull i kamp med spiller fra Manchester United 1909

Inspirationen til ”A Medal For Leroy”  er hentet fra historien om Walter Tull, der var den første sorte professionelle fodboldspiller i London-klubben Tottenham Hotspur. Den unge mand var et Gudsbenådet fodbold talent, som mange mente ville blive den første sorte spiller på det engelske landshold. Men så brød 1. Verdenskrig ud og Tull melder sig med sine holdkammerater til ”The Footballer’s Batalion” i The Middlesex Regimentet. Tull ville kæmpe for sit land og deltager i ikke færre end 5 store slag. Han bliver forfremmet tre gange og udnævnes i 1917 til løjtnant, stik mod alle regler om, at kun mænd af europæisk herkomst måtte lede mænd. Han var simpelt hen for afholdt og dygtig. Dermed bliver han den første sorte officer i den britiske hær nogensinde. Han fører to gange tappert sine hvide soldater gennem ingenmandsland  og falder ved Arras lige inden krigens afslutning i 1918. Han er på det tidspunkt indstiller til et Military Cross, men når aldrig at få den tapperhedsmedalje han ellers var indstillet til. Og det er det, der har inspireret Morpurgo til titlen på hans nye roman.

Historien om Tull er fantastisk - jeg elsker den slags fortællinger - og efter at have sendt min mail til Morpurgo og inviteret mig selv på kaffe, tager jeg ind til den store Waterstones boghandel på Picadilly for at købe “A Medal for Leroy”. Jeg bliver sendt fra etage til etage indtil jeg havner i børneafdelingen!!! Jeg var ikke klar over at Morpurgo var børnebogsforfatter.

“Så du også Morpurgo i fjernsynet i morges? spørger den søde unge pakistanske pige bag disken,”Var han ikke spændende? Jeg tror, vi har et enkelt eksemplar tilbage nede i stuen. Nu skal jeg løbe ned og hente den!

Hvorfor får man altid så god service af boghandler? Det er en helt speciel type mennesker som er ansat der. De holder af deres bøger og deres kunder. Bagefter går jeg afsted med min ungdomsbog, som jeg skamløst sidder og læser i bussen på vej til kontoret.

I går aftes købte jeg tre digte i den brolagte smøge Villiers Street, der løber mellem Charing Cross og Embankment Station. Klokken var 23:30 og jeg havde lidt travlt for at nå det sidste tog hjem til Bayswater; men så var det, jeg lagde mærke til digteren, der sad med sin kunst på gaden. Han havde lagt et par kvadratmeter med kulørte kuverter ud på fortovet - kuverter fyldt med digte.

“Hvad koster dine digte?” spurgte jeg poeten, som så ud til at være i tresserne; for jeg køber altid digte, når jeg ser nogen, som vil skrive og sælge dem.

 “Det bestemmer du selv!” svarede han. “Jeg lægger dem bare frem på mit “magiske tæppe”, så må folk selv afgøre, hvad de vil give for dem. Det har jeg rettens ord for er i orden. Jeg blev nemlig bragt for en dommer for et par år siden for at sælge mine digte, men da jeg ikke krævede betaling, måtte dommeren erkende, at det ikke var gadehandel”

“Jeg vil gerne købe tre digte af dig. Et til min hustru, et til min datter og et til mig selv - Hvad hedder du?”

“Joseph”, svarede digteren, “jeg har stået her og solgt mine digte igennem 14 år”

“Så kommer vi nok til at se mere til hinanden i fremtiden. For jeg har lige set på nyt kontor i Adam’s Street rundt om hjørnet. Og måske flytter jeg ind og så bliver vi naboer”

 Jeg var glad for at tale med den gamle digter med den kultiverede stemme og det hvide hår. Jeg fortalte ham om en oplevelse jeg havde i Berlin for et års tid siden, hvor jeg også havde mødt en gadepoet. (http://nils-elmark.tumblr.com/post/4668894607/theobald-og-digterne-i-berlin)

Mit nye bekendtskab var snaksalig og ville gerne hjælpe mig med at vælge de rette digte, men jeg ville helst selv vælge ud fra pålydende på kuverten.  En hvid kuvert “for a young lady”, en rød med ordene “love song” og en grøn med teksten “Found Poem - London”.

“Næste gang du kommer forbi, skal jeg fortælle dig historierne bag de digte, du valgte” sagde Joseph da jeg skyndte mig videre det sidste stykke ned til undergrunden.

Den hvide og røde kuvert er det ikke til mig selv at åbne, men den grønne lukker jeg op, da jeg sidder i toget:

FOUND POEM:

Old geezer in a pub

to three quarters old geezer.

‘Do you love your Mrs?’

I love her to bits

‘Would I die for her?’

‘I’d die for her twice!’

‘I’d die for my mrs -

She shows it’s true.

She can rely on me.

And it’s been that way

these forty years.’

 

Joseph Marinus -

The Lord Herbert, May 22, 2012

Jeg holder utroligt meget af at tage på arbejde. Jeg mener ikke mit job - jo, det er jeg også glad for - men lige nu mener jeg selve turen til og fra arbejde. Den har jeg holdt af  lige så længe jeg kan huske. Jeg synes, det er livsbekræftende at tage på arbejde eller i skole. Jeg får et formål med min dag og bliver en legitim del af byen. Jeg er endda så priviligeret at pendle i både København og London, verdens to bedste hovedstæder. Jeg bliver ikke stresset af trafikken, jeg holder af overfyldte metroer og tubestationer, er ligeglad med forsinkelser og i sommerhalvåret er det fedt at køre gennem morgentrafikken på motorcykel eller på cykel fra Østerport, hvis jeg kommer ind med Kystbanen fra Helsingør. Jeg skifter rute hele tiden.

Hvis jeg er på to hjul kører jeg normalt gennem Nyboder, langs med Kongens Have, forbi Berlingske Tidende og Magasin over Børsbroen, Knippelsbroen og broen over Ovengaden til Christians Torv, hvor mit kontor er. Det er min by og det er hele mit liv, jeg får lov til at leve én gang til, hver morgen - og hver morgen bliver det hele nyt igen.

Og så er det min kollega Elisabeth siger: “Jeg tog færgen på arbejde her til morgen - ja, havnebussen, altså, fra Nordre Toldbod over til Holmen. Det er enormt sjovt”

Den vej har jeg faktisk aldrig tænkt på at komme til Christianshavn; men her til morgen kørte jeg den nye vej i Elisabeths hjulspor. Fra Østerport ned ad Grønningen og til venstre ad Esplanaden, forbi Frihedsmuseet og videre over brostenene ned ad rampen ombord på Havnebussen 991, der ligge og venter på mig på Nordre Toldbod. Fantastisk - til venstre de royale venteværelser - til højre rederiet med de blå vinduer. Himlen er også blå blå - det er en strålende efterårsmorgen, så jeg bliver på dækket på den 4 minutter korte færgeoverfart, som gør en verden til forskel.

Det er fedt at tage færgen til arbejde, at sejle over vandet, se roerne der er ude og træne, Københavns silhuet fra havnesiden med Operahuset og Amalienborg. Vi sejler til sidst forbi skoleskibet Georg Stage med sine master og ræer og færgen lægger til ved Operaen og Holmen. Jeg cykler fra borde og kører ned ad Danneskjold-Samsøes Allé forbi arkitektskolen og teaterskolen og kommer ned til Prinsessegade og Christiania - hører klokkespillet fra Frelserkirken, som jeg har hørt tusind gange som barn - men det lyder lidt anderledes her til morgen - og jeg kommer forbi Mikkel Vibes Gade, hvor både min mor og far voksede op.

Og så er jeg fremme ved Torvegade, hvorfra jeg flyver mit skrivebord. Det hele har bare taget et kvarter - men i dag tog jeg færgen til arbejde og det er jeg ret glad for.

Paddington Tube Station just hired an academic!

Pludselig begynder det at styrtregne. Det er lørdag og jeg har vandret hele vejen ned ad Oxford Street fra Marble Arch, købt boxershorts til drengene i Marks and Spencer, de kalder sig efterhånden kun M&S - stormagasinet altså, ikke drengene, jeg har spist fish and chips i Covent Garden og er nu på vej hjem til Bayswater. Og så begynder det at regne, så man tror det er løgn.

Jeg søger ly under taget af det nærmeste busstoppested. I går talte jeg med John, en serie-iværksætter, der har startet en ny genial virksomhed, der fremstiller vindturbiner, man kan placere midt inde i byerne, og som han vil opstille gratis i verden, hvis brugerne blot vil betale ham en fjerdedel af den pris, de idag betaler for elektricitet. Hans idé er, at strøm engang skal blive helt gratis. Vi talte om sammentræffet - ikke tilfældet men “the co-insidence”, for der skal to faktorer til; og hvis man blot stoler på det helt usandsynlige sammentræf, så arbejder det automatisk for én. Og ganske rigtigt, da jeg med vådt nyklippet hår ser ud i regnen fra mit halvtag, kigger jeg direkte over på The Palace Theatre, hvor de spiller: Singin’ in the Rain. To tyske turister kan også se det morsomme i situationen, og vi tager alle tre et billede. Hele ugen har folk stået ved busstoppestedet på Cambridge Circus og set på skiltet “Singin’ in the Rain” og der var ikke faldet en dråbe regn. Men det øjeblik jeg nærmer mig Palace Theatre begynder det at øse ned.

Egentlig skulle jeg have været tilbage til Oxford Street og taget en bus derfra, men jeg hopper i stedet på den første, der kommer. Den kører mod Pimlico - det er bedre end at stå i regnen. Jeg kommer til at sidde ved siden af en ægte londoner, som taler med ægte londonsk arbejderklasse accent i sin mobiltelefon. En rigtig cockney!

Cockneys er londoners født til lyden af klokkerne fra St. Mary-Le-Bow. Skuespilleren Michael Caine er en af de mest berømte cockneys - en rigtig east ender født og opvokset til lyden af Bow klokkerne; jeg ville give min højre arm for at kunne tale som Michael Caine. Desværre er cockneys en uddøende race. På grund af trafikstøj og højhusbyggeri kan klokkerne nu kun høres i en begrænset radius omkring Bow Street og fornylig lukkede den sidste fødeklinik inden for hørevidde.

“Cockneys are now brown bread” skrev Daily Mail. Det specielle ved cockney er rim-ordene. I stedet for at sige fx “talk” ville cockneys sige “rabbit and pork” og for at gøre det komplet uforståeligt kunne de nøjes med blot at sige “rabbit”, og så var det kun de indviede, der vidste, hvad der blev sagt. Fra jeg var teenager, kan jeg huske streamers i bagruden af  London taxis som sagde “Follow that Cigar”.

Men nu er cockneys altså brown bread og London er britisk. Dengang jeg var dreng var byen engelsk. Dengang fik man te i store kander, teposer var for amerikanere og når folk blev kørt ned på gaden af en dobbeltdækkerbus, var der altid en hjælpsom sjæl, som kom løbende med at kop te med mælk og sukker til den sårede.

Servitricer var kraftig damer, som kunne huske “blitzen” over London, og rigtige mænd røg Players og Senior Service uden filter - også når de så film i biografen. Dengang havde man i øvrigt også biografer.

Nu er hele verden i London; i visse kvarterer er engelsk tredjesproget men efter Elisabeths Jubilæum og Olympiske Lege er alle stolte af at være britiske  - og londoners. Men nu drikker man kaffe. Alle slæber rundt med deres papkrus med latte - kaffen i den ene hånd mobilen i den anden - og når jeg bestiller en kop kaffe på Costa på Queensway, hvor de har gratis internet, skal jeg om bag i køen af trendy kaffedrikkere, mens en højtuddannet barista udfører en langtrukken tåbelig kaffebrygnings ceremony. Hvad var det lige der skete med den engelske five o’clock tea?

Men måske er der håb forude! The Evening Standard har blæst til modangreb for eftermiddagsteen! Færdig med larmen fra espressomaskinen. I en artikel forleden fik vi at vide, at nu skal vi igen til at høre klirren af fine tekoppen ledsaget af duften af nybagte scones med clotted cream. Men teen skal ikke pløres til med sukker, som pøblen plejer, den skal nydes i sin rene smag, så man ikke får spoleret sin appetit til aftensmaden. Journalisten så dog ikke kaffen, som den største fjende (jeg tror hun og jeg bevæger os i lidt forskellige cirkler) hun er mere oprevet over den overdrevne champagne-drikning. Som der stod i rubrikken “Champagne is all right but let’s not encourage it”.

Jeg står af min bus på Victoria Station - gulvet indenfor er pladdervådt og ligner en oversvømmelse, jeg fortsætter med mine M&S poser hen til undergrunden og tager circle line til Bayswater. Byen myldrer med spanske og japanske tourister. Jeg kommer frem til mit gratis internet og larmen af espressomaskinen og er omgivet af mennesker fra hele verden, som alle sammen sidder med deres iMacs og smartphones og slubrer latte i sig.

Ich bin ein Londoner!

Jeg har fundet mig en amerikansk“business angel” - argh,  engel og engel, er måske så meget sagt; for som venture kapitalisten med hjerte selv siger: “når I har fået en strålende forretning op og stå, vil jeg da gerne have et eller andet tilbage” - uden at han definerer, hvor meget det er.  Men som min sidekammerat, en ung sort pige med lange negle, høj energi og store drømme om et modelbureau og jeg bliver enige om, at det vel også er fair, at man får noget tilbage, hvis man investerer tid og energi i andre mennesker. Ingen skjult agenda her.

Og vore drinks må vi også selv betale ; vi kan lige så godt lære det fra start. Vi er inviteret til at møde mennesker med penge, men de har ikke fået dem ved at forære drinks væk! Som business englen siger: “når venture kapitalister investerer i iværksættere, er det, fordi de vil gøre forretning og tjene penge. I skal ikke blot dukke op med drømme og visioner. I skal dukke op med forretningsplaner, produkter og udsigten til kunder! Allerhelst med kunder, som allerede har købt jeres produkter.”

Jeg betaler med glæde min drink - og byder for at understrege min sans for penge også min sidekammerat på et glas rødvin - og hun kvitterer med at bestille to poser crisps. Vi to skal nok klare os i den benhårde konkurrence!

Englen fortsætter: I er allesammen så glade, bare I kan få lov til at lave det, I holder af, men jeg vil have, at I skal være sultne. I skal tænke på jer selv og gå efter pengene. De mennesker, som køber jeres produkter, gør det kun, fordi det kan gøre dem endnu rigere eller fordi jeres produkter, kan give dem et bedre liv.

Jeg er vanvittigt inspireret af min engel.  Hele dagen har jeg arbejdet med forretningsplaner, sales pitches og haft møder med mennesker, som har visioner om, hvordan virksomheder i det 21. århundrede kan udnytte de muligheder, som nye tider og teknologien byder ind med. Men som en anden Flemming Østergaard bryder min engel nu ind i den selvtilstrækkelige værdikæde og kræver“profit” - midt i al vor selvrealisering og indsigt er der én, der med kultiveret amerikansk accent efterlyser “cutting edge”.

Vi er vel omkring 20 mennesker til arrangementet, der afvikles på pubben ” Doggetts Coat and Badge” på sydsiden af Blackfriars Bridge; vi er ude på terrassen med udsigt over Londons skyline med St. Pauls Cathedral i midten.  Herfra ser min forretningsplan fantastisk godt ud - jeg mangler kun David Beckham, der kommer sejlende i speedbåd ned ad Themsen med vind i håret.

Forleden læste jeg i Evening Standard, at de havde en konkurrence blandt iværksættere, hvor præmien var et 30 minutters møde med Richard Branson. Jeg har lige aftalt et møde med min venture capitalist, som synes, at vi skulle ses. Jeg har også visitkort fra en business coach, der taler som et vandfald og er lidt misundelig over, hvad mennesker i min alder kan tillade sig at sige - jeg har visitkort fra en modedesigner, der gerne vil bruge sin evne til at formidle tidens tendenser i nye sammenhænge  - hvordan vil en modedesigner se på udformningen af en forretningsmodel? Min tyske veninde, der er ved at stable en welness-organisation på benene, har holdt en kort præsentation af sin virksomhed. “Mere klar i spyttet” foreslår business englen hende; men jeg kan se, at hun er nervøs.  Hun er tidligere salgsdirektør, men for alle, som ikke har prøvet det, skal jeg hilse og sige, at det er meget sværere at sælge sig selv og sine ideer, end at sælge andres.

 Det er blevet mørkt udenfor på terrassen og “barmanden keder sig”, ler business englen. “Jeg tror vi skal stoppe for idag”. Det passer fint, jeg har ikke flere visitkort og er sulten - to glas vin og en pose crisps er ingen rigtig aftensmad for en voksen mand. Jeg følges med de sidste deltagere over Blackfriars Bridge forbi den flotte nye station og fortsætter op til St. Paul hvor vi finder en fransk restaurant: Steak Frites til 9 pund og 90 p’s og en danskvand lige inden køkkenet lukker.

City er ved at være tømt, der er ikke mange mennesker på gaderne. Jeg går op til Moorgate og tager med Metropolitan Line til Baker Street, hvor jeg finder en westbound Hammersmith-City line. Skifter sidste gang på Edgware Road; men her strander jeg - togdriften er indstillet for idag. Jeg må ofte 10 pund på en taxi og beder chaufføren sætte mig af ved Bayswater Tube på Queensway og går det sidste stykke til hjem.

Der fleste på den anden side af gaden er gået i seng; jeg lukker vinduet op og begynder at skrive..

“Lindeman Mossford Huntley “ er skrevet med blåt blæk på titelbladet af  “Winged Warfare”. Det er en bog, jeg købte før sommerferien og som er det kanadiske flyver-es Billy Bishop’s  beskrivelser af sine oplevelser under 1. verdenskrig. Bogen er fra 1918, og jeg regnede med, at inskriptionen er navnet på en mand, som engang har ejet bogen, inden den havnede på det engelske antikvariat “World of Rare Books”, hvor jeg selv købte den. Det tror jeg ikke mere!

Min datter blev nysgerrig og fandt en L.M. Huntley i et stamtræ på internettet; jeg kunne imidlertid ikke få alderen til at stemme, så jeg fortsatte eftersøgningen af Mr. Huntley. Men de tre navne “Lindeman Mossford Huntley” dukkede ikke op samtidig nogensteder, undtagen i en oversigt fra 1936 over Royal Air Force personel. Her var det i form af tre Flight Lieutenants, altså piloter:

G.M. Lindeman

H.G. Mossford

S.W. Huntley

Måske har min bog altså ikke været ejet af én mand, men formentlig af tre unge flyvere, der måske på flyverskolen har været optaget af 1. verdenskrigs største flyverhelt og har splejset om bogen.

Jeg har ikke fundet andet om Stephen William Huntley, udover at han er pilot. Jeg har fundet lidt mere om H.G. Mossford, der dukker op som “squadron leader” i en oversigt fra 1942. Til gengæld er der mere om G.M. Lindeman.

Han er fra Sidney i Australien og gjorde under 2. verdenskrig tjeneste i Royal Australien Air Force i Squadron 455, er var en afdeling af lette to-motorers torpedo bombere, der gjorde tjeneste i England. Lindeman bliver chef for “Four Five Five” i december 1941 og er det frem til marts 1943. I marts ‘42 udstationeres eskadrillen i det nordlige Rusland, hvor de britiske besætninger får til opgave at beskytte engelske skibskonvojer til Murmansk.

Jeg har fundet hædrende omtale af Lindeman i “The London Gazette” fra den 27. oktober 1942:

Wing commander Grant Moore Lindeman, No. 455 (R.A.A.F) Squadron:

This officer displayed great leadership during recent operations in North Russia. The hight morale of his squadron in the face of bad weather and enemy opposition can largely be attributed to this officer’s fine example.

Hvad der sker efter marts 1943 for wing commander G.M. Lindeman og de to andre britiske piloter, der ejede Winged Warfare før mig, har jeg endnu ingen anelse om.  Jeg håber, de alle tre overledede krigen. Min research fortsætter…

Jeg har fundet et billede af den unge Lindeman 

Wigsley, England. C. 1942-02. Wing Commander G. M. Lindeman of Sydney, NSW, RAF, Commanding Officer of No. 455 Squadron RAAF based at an RAF Station.

Billy Bishop skød 72 tyske fly ned over Vestfronten i 1917 og ‘18

Det er egentlig en blodig historie, men fra sædet i en Nieuport 17 dobbeltdækker virker det mere som en olympisk disciplin:

“I et øjeblik eller to var jeg en smule bekymret, men så lykkedes det mig pludselig at komme bag ham i en gunstig vinkel blot 15 yards væk. Jeg trykkede på aftrækkeren og hans maskine styrtede mod jorden ude af kontrol. Med stor tilfredshed blev jeg på stedet for at se, om han blev knust mod jorden. Det gjorde han. 

Ovenstående er blot én ud af en næsten endeløs række af kampbeskrivelser i Winged Warfare - Hunting The Huns in The Air, nedfældet af den kanadiske pilot William Avery Bishop, da han i slutningen af august 1917 første gang blev trukket ud af de voldsomme “dog-fights” over Vestfronten. På det tidspunkt havde Billy Bishop skudt 47 tyske fly ned fra sin Nieuport jager. Men krigen var ikke slut for ham, og i maj 1918 vendte han tilbage til fronten og skød yderligere 25 tyskere ned på 12 dage. Herefter fjernede generalerne ham fra aktiv flyvning og gav ham et skrivebord. De frygtede, at hans held ville rinde ud, så de mistede det største flyver-es de britiske styrker havde, hvilket ville være en moralsk katastrofe udover alle grænser for den krigstrætte nation.

Hans krigseventyr var ude af proportioner livsfarligt, da han i marts 1917 som ny jagerpilot blev udkommanderet til 60. Squadron i Villescamp ved Arras på Sommes fronten. Den kommende måned skulle vise sig at blive en af de blodigste nogensinde for det unge Royal Flying Corps. Her var levetiden for piloter i gennemsnit 45 dage. I Bishop’s eskadrille var den endnu kortere. I april havde eskadrillen en tabsprocent på 110. Af de 18 piloter, der startede, blev 13 skudt ned inden der var gået en måned - dertil 7 erstatningspiloter.

For flertallet af piloterne var det altså en bitter kamp for overlevelse, men for Billy Bishop var krigen en jagtmark. I samme periode havde han 12 nedskydninger. Han var konstant på vingerne på udkig efter slagsmål, hvor han kunne nedskyde “hunner”, som han konsekvent kalder tyskerne.

Bogen “Winged Warfare” skrev Bishop i 1917, mens han var på PR-tur til Kanada for at opmuntre en befolkning, der mistede sønner og fædre i et apokalyptisk tempo. Bogen, jeg har fået fingre i er fra 1918, altså trykt mens 1. verdenskrig endnu rasede. 

Det er fascinerende at sidde med den 94 år gamle bog. Den har tilhørt en mand med navn Lindeman Mossford Huntley, så vidt jeg kan læse af inskriptionen på titelbladet. Den lugter lidt muggent og har kostet mig 5 pund i et engelsk antikvariat. Jeg kan ikke forstå, jeg har kunnet få den til den pris. Det er et originalt historisk dokument, udgivet under 1. verdenskrig for et århundrede siden og skrevet af den største britiske jagerpilot af dem alle; det er som at være der selv. Og folk er ligeglade!!

At jeg fandt på at anskaffe Winged Warfare, udsprang af en diskussion med en kollega, hvor vi talte om telefonsalg og hvad vi kunne lære fra jagerpiloterne 1. verdenskrig, hvor de kun fik én chance..  

Tilbage til fronten…efter at de første blodige måneder ved fronten var overstået, havde Bishop lært lektien! Overlevelse og sejr handlede om at beherske sit fly til perfektion, så man ikke skulle tænke på at flyve men kunne koncentrere sig om at lægge sig på lur over fjenden og dykke uset ned bag ham - og ramme! Bishop øvede sig i det uendelige med at sigte og ramme plet med sit maskingevær. Og han sigtede altid mod den tyske pilots overkrop. 

De fleste nedskydninger og kampe varede mindre end 60 sekunder, og hvis det udartede sig til en “dog fight” slap begge piloter -hvis de var erfarne - normalt derfra med livet i behold. Bishop gik hellere efter en gruppe på seks maskiner end én på to. For når der var én eller to maskiner alene i luften, var piloterne vanvittige opmærksomme på ikke at blive overrasket, men når der var seks, følte alle sig mere trygge og var derfor mindre opmærksomme - og det udnyttede Bishop.

Hans taktik var succésfuld og han skriver stolt: Fra midten af maj og frem til jeg rejste hjem i slutningen af august 1917 mistede jeg kun én mand fra min patrulje, og han blev skudt ned en dag, jeg ikke var med.

Billy Bishop overlede krigen, blev dekoreret med Victoria Korset, Distinguished Service Order og Military Cross, og når man læser hans bog, er der et nogle ting, der springer i øjnene: Han var besat af at skyde tyskere ned; hans bog er nærmest en jagtjournal; han ville sætte rekorder og være det største flyver-es under krigen. Han var fokuseret på at vinde og frygtede ikke at tabe - og han en dybt professionel kriger. Men han var også heldig ud over alle grænser. Igen og igen kom han hjem med sit fly gennemhullet af tyske kugler - og altid gik kuglerne uden om ham.

En interessant detalje i bogen: Billy Bishop i sin Nieuport 17 udkæmpede i forsommeren 1917 en duel med det berømte tyske flyver-es Baron von Richthofen i sit rødmalede Albatros Triplan. “

I got two or three good bursts at the Boron’s “red devil” skiver Bishop. Men kampen med baronen ender uafgjort! Det er lidt morsomt - for i bogen staver Bishop baronens navn forkert: Han skriver “Richtofen” og ikke “Richthofen”.

Da kanadieren lander efter luftkampen med Richthofen’s “flying circus” er hans maskine slemt medtaget og ikke mindre end syv kugler er gået forbi ham inden for en enkelt tommes afstand.: “It had been a close shave but a wonderful soul-stirring fight”, slutter Bishop, som om han refererede til en cricket kamp.